Voldsromantikken Blomstrer På Mit Nørrebro

Jeg har en kronisk stærk antipati over for ethvert udslag af fanatisme, indoktrinering, vulgaritet og selvgodhed uanset om det stammer fra religioner eller politiske ideologier. Jeg stemmer på venstrefløjen ved alle valghandlinger, men jeg væmmes vederstyggeligt over den del af den aktivistiske venstrefløj, der er fuldstændig forblændet i en ungdommelig fascination af det revolutionære, af kamp i gaderne, af at gå på barrikaderne. Deres indretning af alle individuelle tanker og livsforhold efter et kompromisløst tankesystem er ikke bare latterligt, det er patetisk og et trist eksempel på hvorledes mennesker kan være så fundamentalt usikre i deres eksistens, at de må ty til fabrikerede tankesystemer og uforanderlige dogmer for at opnå en status og en identitet. Når dette bliver udgangspunkt for deres handlinger er det en vulgarisering af det menneskelige, et komplet antihumanstisk verdenssyn hvor alle samfundsforhold reduceres til brikker, der bare skal bringes i en ideologisk orden.

Romantiseringen af gadekampen og af kampen mod systemet får ikke for lidt disse dage. En fuldstændig paranoid vedensopfattelse, der væver kristne fundamentalister, politibetjente, kapitalistisk-imperialistiske politikere, medier og den borgerlige offentlighed sammen i een stor konspirationsteori dyrkes af modtagelige unge forbundet med Ungdomshuset, der nu er tæt på at nu til den konklusion, at der nu kun er kampen tilbage og at den faktisk er blevet påduttet dem. Sikke noget vrøvl....

Hele det øvrige danske samfund burde fuldstændig klart og utvetydigt og højlydt tage forfærdet afstand fra enhver sværmen med og slet skjult trussel om at forberede en kamp i gaden fra de unges side. Alle de kunstnere, der i de sidste uger har støttet Huset burde have betinget deres støtte med en insisteren på at de unge afstår fra hærværk, vold, konfrontation og voldsromantisk retorik. Et samlet Nørrebro burde komplet isolere de ideologisk forblændede semi-videnskabelige vulgærmarxister, der prædiker Husets sag, og insistere på at de forlader Nørrebro med deres konfrontationssøgende leg med aktivisme og vold og aktioner.

Men det er nok for meget at ønske. Selv nogle af aktivisternes organiserede forældre har været fremme i pressen de seneste uger og været tæt på en klar accept af at deres børn vil tage kampen ud i gaden mod systemet. Det er skammeligt.
Hvorfor bliver de unge og deres forældres flirten med voldsromantik og modstand ikke udfordret mere bredt? Der hviler et fantastisk stort ansvar på dem i de kommende uger. Politiet bør ikke give dem nogen som helst grund til at udleve deres inderste revolutionære opstandsdrømme. Og lad det være sagt en gang for alle: At politiet sættes til at udmønte fogedens afgørelse om at rømme huset er ikke grund til at give den som oprører på alle tangenter.

Tag afstand fra enhver voldsromantik på Nørrebro.