En Beretning Om Religiøsitet
Folk, der er troende er enten ikke psykologisk modne til at håndtere tilværelsens iboende ambivalens. Eller også besidder de en dominerende selvsmagende trang til at iklæde deres eksistentielle usikkerhed en kappe af livsafklaring, de ikke kan lade være med at trække ned over andre. Det turde være åbenbart.
Men når troende åbentlyst vælger at signalere til deres omverden at de er troende, så er det næsten endnu mere latterligt og grinagtigt. Tørklæder, kalotter og kors. Kors!
Disse tegn er de mest sikre beviser på at individet, der bærer dem fuldstændig har kapituleret overfor tilværelsen til fordel for en infantil insisteren på, at dén sociale konstruktion som de kalder "religion", er noget særligt ophøjet eller har en objektiv essentiel gyldighed, der er relevant for alle.
Jeg kan ikke komme i tanke om et forhold, der mere tydligt fratager et menneske enhver troværdighed i faglige eller intellektuelle sammenhænge end netop at vedkommende åbent viser sin tro. Enten magter de ikke at gennemskue de psykologiske og sociologiske sammenhænge, der spiller dem et puds. Eller også vil de ikke.
Uanset, de har intet at fortælle, der er værd at høre på så længe de på livets mest centrale områder har valgt at gå i barndom. Det er ikke godt nok, at de hver især fortæller at de skam helt selv vælger troen, og at det giver dem sådan en god tryghed i tilværelsen. Deres helliggøren af nogle områder - private eller offentlige - er nemlig gift i et demokrati, der ikke anerkender at nogle ting står udenfor diskussion pga. en postuleret hellighed bare fordi nogen siger det.
0
Andre stemmer
Kategori
religion
