Ungdomshusets Problematiske Forhold Til Vold

I mediedækningen af sagen om Ungdomshuset har det ikke manglet på udtalelser, der har romantiseret en gadekamp for dets overlevelse. Ytringerne er kommet fra husets talsmænd, brugere og sympatisører, ja fra forældre til nogle af unge. Jeg stemmer på venstrefløjen, men jeg må klart sige: Jeg væmmes over denne del af den aktivistiske venstrefløj, der er forblændet af det revolutionære, af kampen i gaderne, af at gå på barrikaderne. De dyrker en vedensopfattelse, der inkluderer kristne fundamentalister, fascistiske torturerende politibetjente, kapitalistisk-imperialistiske politikere, sensationslystne medier og en strukturelt undertrykkende borgerlighed. Kun dem – Ungdomshusets unge og deres ideologisk ligesindede – har modet til at kæmpe imod dette konspiratoriske system, forstår vi. En sådan fanatisme, indoktrinering og selvgodhed er lige så latterlig hvad enten den stammer fra religioner eller ideologier. Kun en logisk hjerneblødning kan acceptere denne vulgarisering af det menneskelige, et antihumanistisk verdenssyn hvor alle samfundsforhold reduceres til brikker, der bare skal bringes i en orden.

Udtalelserne har i sig selv været tilstrækkelig grund til at hele det danske samfund klart burde tage forfærdet afstand fra enhver sværmen om at forberede en kamp i gaden. Alle de kunstnere, der i de sidste uger har støttet Ungdomshuset burde have betinget deres støtte med en insisteren på at de unge afstår fra hærværk, vold, konfrontation og voldsromantisk retorik. Et samlet Nørrebro burde komplet isolere de pseudo-videnskabelige ideologer, der prædiker Ungdomshusets sag, og i stedet insistere på at de forlader Nørrebro med deres konfrontationssøgende aktivisme og vold, der helt overskygger deres kulturelle initiativer og aktiviteter. En bitter smag i munden breder sig nu sammen med lugten af røg…

Efter kampene lørdag aften må det lyde til de af Ungdomshusets brugere, der var med i dem: Smut med jer! Uanset jeres sympatiske anti-racistiske arrangementer, uanset jeres forsvar for homosexuelle, uanset jeres promovering af alternativ ungdomskultur, uanset jeres veganske mad, uanset jeres musikarrangementer, uanset jeres folkekøkkener og uanset jeres berettigede vrede over sagens politiske forløb: I har et problem med vold. I romantiserer den. I accepterer den på nogle principper, der står i modsætning til dem, der gælder i demokratiske samfund. I forsøger at fraskrive jer ethvert personligt, etisk og moralsk ansvar for den ved at fremstille volden som et legitimt og næsten mekanisk forhold, der bare sådan kommer til udløsning når i ikke føler at det omgivende demokratiske samfund er med jer.
Det romantiske syn på voldsudøvelse bør drives ud af Ungdomshuset og Nørrebro med det samme.